English
Norwegian

Knut Hamsun’s speech at the Nobel Banquet at Grand Hôtel, Stockholm, December 10, 1920

(in Norwegian)

Nei hvad skal jeg gjöre overfor en saa hjærtelig Elskværdighet! Den löfter mig iveiret og jeg mister Fotfæstet, Salen farer avsted med mig. Det er ikke godt at være mig nu, jeg er blit tyk av Ære og Rikdom i Stockholm idag, jeg staar der jeg staar, men den Hyldest til mit Land som bruset i »Ja vi elsker» den var en Bölge gjennem mig, den faar mig til at svaie.

Det kommer mig da tilgode at jeg ogsaa for i Livet – i den velsignede Ungdom – kan ha været i de Tilfælder at jeg har svaiet. Hvilken Ungdom har ikke det? Det skulde da være Unge Höire, de som er födt gamle, de som aldrig er med. Det hænder Ungdommen intet værre end at bli indfanget av Ufarlighet og Negativitet. Herregud – det som möter os i Livet kan stundom faa os til at svaie. Hvad saa? Vi staar der vi staar, det kommer os tilgode.

Men jeg skal vogte mig for at tale Bondevisdom til en saa utvalgt Forsamling som denne – især like for den store Videnskap skal ha Ordet. Jeg sætter mig om et Øieblik ned igjen. Men nu er det jo saa at jeg har hat min Oplevelse idag: en stor Velvilje har opspurt mig, har opsporet mig blandt Tusener og skjænket mig en Krans! Jeg har at takke det Svenske Akademi og Sverige paa mit Lands Vegne for Æren som er vist mig, personlig har jeg at böie mit Hode under Vægten av en höi Utmær kelse. Jeg er stolt av at Akademiet har tiltrodd min Nakke Styrke nok til at bære denne Utmærkelse.

Som det var antydet av en æret Taler for i Kvæld tör jeg kanske tro paa at jeg har skrevet mine Böker paa min lille Vis, det er alt jeg kan forlange. Men jeg har lært av alle, – hvem lærer ikke av alle! Jeg har lært meget av svensk Diktning, ikke mindst av den siste Menneskealders svenske Lyrik. Hvis jeg nu var litt forfaren i Litteratur og kunde regne op Navne saa vilde jeg utvikle dette noget bedre, i Tilknytning til de velvillige Uttalelser om mig. Men det vilde jo bare bli utvortes Flinkhet og Mundprat fra min Side, uten en eneste Brysttone. Jeg har heller ikke Ungdommeligheten til det, jeg orker ikke.

Nei hvad jeg heller vilde i denne Stund, i alt dette Lys og i denne straalende Forsamling, det var at gaa om til hver især av Dem med Blomster og Vers og Gaver, at være ung igjen, at ride paa Bölgen. Det var det jeg vilde for en stor Anlednings Skyld, for en siste Gangs Skyld. Men jeg vaager det ikke mere, jeg kunde ikke redde Billedet fra Karikaturen. Jeg er blit tyk av Ære og Rikdom i Stockholm idag – javel, men jeg mangler det vigtigste, det eneste, jeg mangler Ungdommen. Det er ingen av os saa gammel at vi ikke mindes den. Det sömmer sig at vi ældede træder tilbake, men vi gjör det med Honnör.

Uanset hvad jeg burde nu – det vet jeg ikke -, uanset hvad som passer bedst – det vet jeg ikke -, jeg tömmer mit Glas for Sveriges Ungdom, for al Ungdom, for alt ungt i Livet!