Johannes Fibiger’s speech at the Nobel Banquet in Stockholm, December 10, 1927 (in Danish)

Deres kgl. Højheder!
Mine Damer og Herrer.

Jeg savner Ord for paa rette Maade at kunne udtrykke den Glæde, Stolthed og Taknemmelighed, der fylder mig, som den maa fylde enhver, der har haft den overordentlige Ære at blive hædret med at blive tildelt Nobelprisen.

Jeg bringer den høje Nobelstiftelse och det høje Karolinske medico-kirurgiske Instituts Lærerkollegium min ærbødige, dybtfølte Tak for denne Æresbevisning, och jeg føjer hertil min Tak for de hædrende Ord, der i Dag og i Aften er blevne rettede til mig.

Videnskaben er international, dens Resultater ydes som Gaver fra det ene Folk til det andet, den forener Landene og kommer dem alle tilgode. Men videnskaben er tillige national, dens Fremskridt er en Ære for det Land, i hvilket de bliver til. Og at den Hæder, der her er vist mig, ogsaa og med dyb Taknemmelighed mod Sverige føles som en Ære for Danmark og for dets Universitet, har jeg i Danmark fra alle Sider faaet glade Forsikringer om.

Med vore Følelser af Taknemmelighed blander sig Højagtelse og Beundring ikke blot for det Land, i hvilket er skabt en Æresbelønning som Nobelprisen och for den Mand, der skabte den, men ogsaa for de Mænd, der nu gennem mere end et kvart Aarhundrede har værnet og vogtet denne – den svenske Videnskabs stolte og dyre Skat saaledes, at den i fuldeste Udstrækning har opfyldt sit internationale, strængt videnskabelige Formaal, og saaledes at det i alle Lande, blandt alle Videnskabsmænd stadig føles som den sturste Æresbevisning, der kan ydes en Forsker, at blive hædret med Nobelprisen.

Svensk Idealisme, Sveriges berømte Videnskab og høje Kultur, svenske Videnskabsmænd intager herved en saa ærefuld Stilling, at alle Nationer bøjer sig i beundrende Ærefrygt.

Jeg hæver mit Glas til Ære for Sveriges Videnskab og for Nobelstiftelsen.

Prior to the speech, M. Söderblom, member of the Royal Academy of Sciences, addressed the laureate (in Swedish):

Därmed har jag samtidigt, Herr Professor Fibiger, hyllat även Eder bragd. Vetenskapen är internationell, frågar ej efter folkslag och språk. Hon har ett fosterland, sannningssökandet, ett tungomål, nitälskan för släktets väl. Men blicken urskiljer bättre, och glädjen blir varmare, när festens flagga hissas på grannens hus. Mellan Nordens länder, Danmark, Island, Norge, Sverige, Finland, som helt eller delvis förstå varandras tungomål, råder ett frimureri, en av historia, språk och andligt liv alstrad gemenskap. Våra folk äro små, när vi räkna med de stora nationernas siffertal, men stora om vi se på de andliga idealen och folkuppfostran till fullmyndig självstyrelse. Intet folk i världen äger i förhållande till landets omfång en högre och mångsidigare intellektuell alstring än Danmarks. I Eder, Herr Professor, hälsa vi en värdig son av ett högtstående frändefolk, samtidigt med att vi i Eder ära en forskningens oförtrutne och framgångsrike pioniär.