Niels Bohr – Banquet speech

English
Danish

Niels Bohr’s speech at the Nobel Banquet in Stockholm, December 10, 1922 (in Danish)

Deres Kgl. Højheder, mine Damer og Herrer.

Ved Forsøget paa at give Udtryk for min dybtfølte Taknemmelighed for den store Hæder, som Kungl. Svenska Vetenskapsakademien har vist mig ved at tildele mig Nobelprisen for Fysik for dette Aar, falder det naturligt for mig at minde om den Fremhæven af Videnskabens internationale Karakter, der ligger til Grund for Alfred Nobels storstilede Stiftelse. Dette ligger mig saa meget nærmere, som de Bidrag, jeg maatte have haft Held til at bringe til den fysiske Videnskabs Udvikling, bestaar i en Forbinden af Resultater, som vi skylder Forskere af forskellige Nationer, der har bygget paa vidt forskellige videnskabelige Traditioner.

Naar de store eksperimentelle Opdagelser omkring Aarhundredeskiftet, hvori Forskere fra mange Lande har taget saa fremragende Del, skulde give os saa uanet et Indblik i Atomernes Bygning, skyldes dette jo først og fremmest de store Forskere af den engelske Skole Sir Joseph Thomson og Sir Ernest Rutherford, der i Videnskabens Historie har indskrevet deres Navne som lysende Eksempler paa, hvorledes Fantasi og Skarpsyn formaar at se igennem Erfaringernes Mylder og lægge Naturens Enkelhed blot for vore Øjne. Paa den anden Side har den abstrakte Tænkning, der gennem alle Tider har været et af Menneskehedens mægtigste Hjælpemidler til at løfte det Slør, som tilhyller Naturlovene for den umiddelbare Betragter, været af afgørende Betydning for Benyttelsen af det erhvervede Indblik i Atombygningen til Forklaringen af de Egenskaber hos Stofferne, der er umiddelbart tilgængelige for vore Sanser. Ogsaa i Arbejdet herpaa har Mænd fra mange Nationer leveret betydningsfulde Bidrag; men det var de store tyske Forskere, Planck og Einstein, der ved deres systematiske og abstrakte Undersøgelser først skulde belære os om, at de Love for Atomdelenes Bevægelser, der behersker Stoffernes Egenskaber, er af en væsentlig anden Art end de Love, hvorved Videnskaben hidtil havde forsøgt at bringe Orden i vore Iagttagelser over Naturfænomenerne.

Naar det har været min Lykke paa et Punkt i denne Udvikling at det skulle blive et forbindende Mellemled, er dette et Vidnesbyrd blandt saa mange andre om Frugtbarheden af den nøjeste Forbindelse i Videnskabens Verden mellem Forskningsarbejdet, som det udvikler sig under forskellige menneskelige Vilkaar.

Naar en dansk Videnskabsmand befinder sig her i Stockholm ved en Lejlighed som denne, maa han dog ikke alene tænke paa Videnskabens internationale Karakter, men fuldt saa meget paa den aandelige Samhørighed mellem de nordiske Lande, som vi alle føler, ikke mindst paa Videnskabens Omraade. Det kunde være fristende at forsøge at beskrive den store Gæld, hvori Videnskaben og derfor ogsaa dansk Forskningsarbejde staar til svenske Forskere i ældre og nyere Tid. Dette vilde imidlertid føre altfor langt, selv om jeg vilde inskrænke mig til at nævne blot de betydningsfuldeste af de Bidrag, som skyldes de fremragende Repræsentanter for svensk Naturvidenskab, der er her til Stede i Aften, og hvis Arbejder paa forskellig Maade har været af Grundlæggende Betydning ogsaa for Atomforskningen. Jeg skal derfor kun minde om en enkelt svensk Fysiker, den for faa Aar siden afdøde Professor Rydberg i Lund, hvis geniale Arbejde paa Udredningen af Spektrallovene har været af saa stor Betydning for Uddybningen af vort Kendskab til Atomerne, og ikke mindst for det Bidrag, det skulde falde i min Lod at give.

Idet jeg endnu engang gerne vil udtrykke min dybe Taknemmelighed over den Hæder, som Vetenskapsakademien har vist mig og dansk Videnskab ved at tildele mig Nobelprisen, vilde jeg gerne have Lov til ved denne Banket at udbringe en Skaal for Trivselen af det internationale Arbejde paa Videnskabens Fremgang, der er et af den menneskelige Tilværelses Lyspunkter i disse i saa mange Henseender sørgelige Tider, samt især for den videnskabelige Samhørighed mellem de nordiske Nationer, der til Trods for de karakteristiske Forskelle føler sig saa nøje sammenknyttet ved Slægtskabets Baand.

From Les Prix Nobel en 1921-1922, Editor Carl Gustaf Santesson, [Nobel Foundation], Stockholm, 1923

Copyright © The Nobel Foundation 1922

To cite this section
MLA style: Niels Bohr – Banquet speech. NobelPrize.org. Nobel Prize Outreach AB 2024. Sun. 22 Dec 2024. <https://www.nobelprize.org/prizes/physics/1922/bohr/26274-banquet-speech-danish/>

Back to top Back To Top Takes users back to the top of the page

Nobel Prizes and laureates

Six prizes were awarded for achievements that have conferred the greatest benefit to humankind. The 12 laureates' work and discoveries range from proteins' structures and machine learning to fighting for a world free of nuclear weapons.

See them all presented here.

Illustration

Explore prizes and laureates

Look for popular awards and laureates in different fields, and discover the history of the Nobel Prize.